Hjælp til læsevanskeligheder

Jeg blev i grunden så opmuntret, da jeg i Skive Folkeblad den 18. februar 2016 kunne læse, at to kvinder, begge med med en baggrund som folkeskolelærere, har startet firma med det formål at hjælpe mennesker med læsevanskeligheder. Min glæde skyldes på ingen måde, at jeg selv har læsevanskeligheder. Tværtimod. Derimod kender jeg flere, for hvem det at læse og skrive er en reel udfordring. En udfordring som vort informationssamfund ikke tackler helt til UG med kryds og slange.

Derfor rummer det ikke at kunne læse i et vist omfang en fare for social isolation. Det skal for enhver pris bekæmpes. Social isolation har store menneskelige omkostninger. Jeg skal gerne være den første til at lette på hatten for de mennesker, der uanset alder erkender en læsevanskelighed eller to, og søger hjælp for at blive bedre læsere.

Jeg har nemlig ladet mig fortælle, at det kræver både overvindelse og et stort slid at blive en bedre læser. En sådan beslutning kalder derfor på stor anerkendelse og opbakning. Må både kommende læsere og det nye læse-firma derfor ”få god vind i sejlene”.

Skrevet af: Lone Bak-Pedersen
Offentliggjort i Skive Folkeblad den 25/2 2016

Print Friendly, PDF & Email

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 *