New zealandske tilstande?

I 2003 havde jeg fornøjelsen, i et idrætsanliggende, at skulle rejse til New Zealand.

Når du kommer som tilrejsende til et andet land, er der ikke noget mærkeligt i, at du skal besvare nogle spørgsmål fra en immigrationsmedarbejder, og det måtte jeg selvfølgelig også.

Da det blev min tur ved skranken, kiggede immigrationsmedarbejderen på mig, og spurgte prompte: ”Hvilket job har du så?” For et kort øjeblik var jeg totalt mundlam, og jeg kunne måske godt have valgt at blive fortørnet over hendes spørgsmål, men det blev jeg nu ikke. Snarere tværtimod blev jeg meget glad, for det er det mest ligeværdige spørgsmål, jeg længe er blevet stillet.

Her sad jeg overfor et menneske i en lufthavnskørestol, der var sådan ca. 7 numre for stor, og alligevel var hun i stand til at se udover mine omstændigheder og se muligheder og poten-tiale i mig frem for begrænsninger. Det var en dejlig oplevelse. Der ligger nemlig en helt verden til forskel i spørgsmål som: ”Hvilket job har du så?” i stedet for det jeg så ofte hører: ”Hvad får du så tiden til at gå med?”

Lidt skamfuld måtte jeg jo besvare hendes spørgsmål med, at jeg rent faktisk ikke har noget job, men at jeg udfører en del frivilligt arbejde i stedet for.

Tro nu heller ikke her, at jeg på nogen måde taler imod frivilligt arbejde. Det kunne aldrig falde mig ind. Verden ville se meget mere unuanceret ud, hvis ikke der i samfundet blomstrede en helt del frivilligt, socialt arbejde op.

Et faktum er det dog, at det ikke er mit organisationsarbejde, der dagligt giver mig brød på bordet. Det sikrer min overførelsesindkomst mig derimod.

Under mit ophold på New Zealand erfarede jeg også, at det ikke var et spørgsmål om, at immigrationsmedarbejderen ville tale ”politisk korrekt,” da hun stillede spørgsmålet med hen-syn til min jobsituation. På New Zealand ernærer mange handicappede og andre minoritets-grupper nemlig sig selv enten som selvstændige eller som arbejdstagere.

For en god ordens skyld bør jeg også her nævne, at jeg da kender en del veluddannede handicappede arbejdstagere og selvstændige på det danske arbejdsmarked, men langt størstedelen af de handicappede jeg har kendskab til, som har været igennem uddannelses-systemet, er dog som jeg selv uden et lønnet erhverv.

Lige siden min hjemkomst fra New Zealand har jeg derfor også godt kunnet tænke mig en større udstrækning af new zealandske tilstande på også det danske arbejdsmarked. Da det både menneskeligt, socialt og samfundsøkonomisk har så stor betydning om vi bruger res-sourcerne omkring os, eller om vi vælger at frasortere nogle.

Derfor er jeg i den seneste tid også blevet så opmuntret, når jeg i medierne har kunnet følge med i, hvordan bl.a. minoritetsgrupper som nydanskere og sindslidende i stigende omfang og med succes integreres på arbejdsmarkedet, og jeg har måttet spørge mig selv, om ikke dette mon er starten på oplevelsen af new zealandske tilstande på også det danske arbejdsmarked?

Fremadrettet vil det ganske givet være positivt for også den opvoksende generation af både arbejdsgivere og arbejdstagere, at de oplever, at alle menneskelige ressourcer kan og skal bruges i bestræbelserne på at skabe et samfund med sammenhænge for alle.

Under alle omstændigheder får vi alle mest muligt ud af både arbejds- og fritidslivet, hvis vi ufravigeligt retter vort fokus mod livets muligheder frem for dets begrænsninger.

Skrevet af: Lone Bak-Pedersen
Kilde: Skive Folkeblad, 30/5 2005

Print Friendly

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *