Ræk ud efter det, du ikke kan nå

Hver hverdag modtager jeg i min indbakke en mail fra Comwell med dagens morgenvitamin. Det er ofte kloge ord med stof til eftertanke. Den 3/3 2016 lød dagens morgenvitamin således: ”Ræk ud efter det, du ikke umiddelbart kan nå”. Det har egentlig altid været min filosofi – at række efter det, som jeg ikke umiddelbart kan nå. Når alt kommer til alt, er det dér udvikling skabes.

Da jeg i 1987 sagde til venner og bekendte, at jeg som bocciaspiller ville til Paralympics – Handicap-OL, var det ikke alle, der mente, at mit mål var realistisk. I 1988 var jeg så til Paralympics første gang. I min aktive sportskarriere nåede jeg OL-drømmen fire gange, og de olympiske sejrsskamler nåede jeg to gange. Fordi jeg rakte ud efter det, jeg ikke umiddelbart kunne nå.

Samme indstilling lagde jeg for dagen, da jeg i 2009 startede med at læse kommunikation på Aalborg Universitet (AAU) trods forsøg på kraftige kommunale ”benspænd”. Her mente man, at uddannelsen ville være udsigtsløs for mig. Heldigvis var såvel Spastikerforeningen, AAU, SU-styrelsen og siden det private erhvervsliv i stand til at se igennem de langt mere visionære briller. Fem år og flere eksaminer senere kunne jeg kalde mig cand.mag. i kommunikation. Få måneder efter min kandidateksamen fik jeg job i det private erhvervsliv. Her er jeg i dag med stor glæde en del af et kollegialt netværk, og yder mit til både virksomheden og samfundet.

Forløbet er for mig et udtryk for den ægte konservatisme, som jeg bekender mig til. Som min partifælle og forhenværende minister Per Stig Møller, så rigtigt har udtrykt det i følgende citat: ”Staten skal være så stærk, at den kan rejse den svage, men for svag til at knække den stærke”.

Mit fysiske handicap er ikke forsvundet med medaljer, uddannelse og job. Jeg har desværre stadig behov for velfærdssamfundet til blandt andet løsning af basale fornødenheder. Fornødenheder mennesker uden handicap alle vil betegne som menneskerettigheder. Helt så simpelt er det blot ikke, når baggagen indbefatter et handicap. Det kan jeg og flere med mig tale med om. Her eksisterer mange holdninger, der næppe handler om udvikling. Snarere om afvikling. Min pointe skal det alligevel være, at hvis du og jeg begge rækker ud efter det, vi ikke umiddelbart kan nå, er sandsynligheden for at skabe noget stort større.

Skrevet af: Lone Bak-Pedersen
Offentliggjort i Skive Folkeblad den 4/3 2016

Print Friendly, PDF & Email

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 *