Barrierebryder

Jeg er sideløbende med mit sekretærjob også projektansat som ambassadør og barrierebryder i projektet: ”Fra barriere til karriere” under DSI – De Samvirkende Invalideorganisationer.

Hvad går det så ud på, spørger du måske dig selv?

Projektet går i al sin enkelhed ud på at gøre både private og offentlige virksomheder opmærksomme på flere forskellige, mulige støtteordninger, som virksomheden kan drage nytte af både økonomisk og fagligt ved ansættelsen af handicappede medarbejdere. Det er der både gode økonomiske og menneskelige incitamenter i.

Lone vil bryde barrierer ned

Af Turit Skovborg, journalist Skive Folkeblad, turit.skovborg@skivefolkeblad.dk

Lone Bak-Pedersen kom i arbejde for et år siden, og nu forsøger hun at overbevise andre virksomheder om, at der er gode muligheder i at ansætte en med et handicap.

– Om hendes kontorstol har hjul på den ene eller den anden måde, det er jeg ligeglad med.

lone_barriere_01Sådan siger salgsdirektør Allan V. Rasmussen fra firmaet Color System i Esbjerg om sin sekretær, 39-årige Lone Bak-Pedersen fra Skive. Han ansatte hende for cirka et år siden, fordi han havde brug for en sekretær til at udføre nogle af de opgaver, han selv var begyndte at bruge søndag formiddag hjemme i Glyngøre til at løse, fordi tiden var for knap på arbejdspladsen. Ansættelsen af Lone Bak-Pedersen var der ikke noget usædvanligt i. Altså hvis man ser bort fra, at Lone Bak-Pedersen allerede havde fået førtidspension i 11 år, da hun blev ansat hos Color System. Hun er nemlig født med en spastisk lammelse og sidder i kørestol, og det gør pludselig hendes ansættelse til noget særligt.

Mens eksperterne snakker om et arbejdsmarked, hvor vi ligger under den naturlige arbejdsløshed på fire procent, viser tal fra De Samvirkende Invalideorganisationer, at der blandt handicappede i arbejdsstyrken er en arbejdsløshed på 7,5 procent. Dertil kommer, at omkring en tredjedel af alle handicappede er helt uden for arbejdsstyrken. Det var Lone Bak-Pedersen også i 11 år, men hun fik sig kæmpet tilbage og blev en del af arbejdsstyrken igen.

Lone Bak-Pedersen var som 22-årig blevet udlært sekretær hos Skive Brandvæsen og Civilforsvar, og som andre færdiguddannede gik hun i gang med at søge job. Det gjorde hun i de næste fem år.

– Som 27-årig måtte jeg bide i det sure æble og søge førtidspension. Men hvem har lyst til at blive sat hen i et hjørne og at vide, at der ikke er brug for én? Det er aldeles usundt for et menneske, siger Lone Bak-Pedersen.

Som 27-årig var hun altså ikke længere en del af arbejdsstyrken. Det havde den aktive sportspige i boccia svært ved at acceptere, og hun blev ved med at lede efter en åbning til arbejdsmarkedet. I 2004 begyndte hun at engagere sig i politik. Hun blev medlem af Det Konservative Folkeparti og stillede op til kommunalvalget i 2005 for partiet. Det politiske engagement skulle vise sig at blive vendepunktet for hende. I partiet mødte hun Allan V. Rasmussen og gennem deres samarbejde om kommunalvalget, fandt Allan V. Rasmussen ud af, at Lone Bak-Pedersen havde nogle kvalifikationer, han kunne bruge.

– Jeg har ikke ansat hende, fordi jeg gerne vil støtte hende, men fordi jeg kan bruge hende på arbejdspladsen. Jeg havde en masse sekretæropgaver med blandt andet at skrive nogle rapporter ind, og det var tidligere sådan noget, der blev udskudt. Men det er vigtigt stykke arbejde, for det skal være sådan, at alle kan se, hvad der er kommet ud af et besøg ved en kunde, siger Allan V. Rasmussen.

lone_barriere_02Fordi arbejdspladsen ligger i Esbjerg har Lone Bak-Pedersen fået indrettet en hjemmearbejdsplads og kommer kun i selve virksomheden, når der er brug for det. Selvom Lone Bak-Pedersen har et handicap, betyder det ikke, at hun bliver behandlet anderledes end andre medarbejdere.

– Hvis Lone laver noget bras, får hun det at vide, siger Allan V. Rasmussen.

BEARBEJDER HOLDNINGER

Lone Bak-Pedersen er ambassadør for netværket Barrierebryderne, som er et netværk, der består af 25 mennesker med et handicap. Barrierebryderne tager ud til virksomhederne for at komme i dialog med dem om mulighederne for at ansætte en person med et handicap. Lone Bak-Pedersen mener, det handler om en generel holdningsændring i samfundet. Via sin sport har hun blandt andet været i New Zealand i længere tid, og derfor skulle hun udfylde nogle papirer om opholdet. Det var en positiv oplevelse, for her blev hun mødt af en medarbejder i lufthavnen med en helt anden holdning, end hun var vant til hjemmefra.

– Jeg sad der i en lufthavnskørestol, der var fire numre for stor, og så spurgte hun mig: »Hvilket job har du?« i stedet for at spørge »Hvad får du så tiden til at gå med?«, som jeg ofte er blevet spurgt om her hjemme.

– Det var en god oplevelse. Når jeg får det andet spørgsmål, er det fedt at kunne sige: »Når jeg er færdig med mit job, så dyrker jeg min sport og træner min servicehund«, forklarer Lone Bak-Pedersen.

Hun vil med sine virksomhedsbesøg gerne ændre virksomhedsledernes holdning til ansøgere med handicap.

– Hvis man mener, at en sekretær er en, der skal servere kaffe, når der er repræsentation, så er jeg ikke et godt bud på en sekretær, men hvis man som arbejdsgiver vil signalere rummelighed på arbejdspladsen, så er det rigtige at gøre at ansætte en med et handicap. Det handler om at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, siger Lone Bak-Pedersen.

Hun har besøgt flere lokale virksomheder for at åbne virksomhedsledernes øjne for alternativer på et arbejdsmarked, hvor det er svært at finde arbejdskraft nok. Når hun kommer rundt, gør hun blandt andet op med fordommene.

– De spørger om, om de kan være sikre på, at den, der sender en ansøgning, nu også er motiveret. Og så svarer jeg, at det kan man, for dem, der sender ansøgningen, gør det, fordi de virkelig gerne vil have et arbejde, mens de andre hellere gemmer sig i et hjørne.

– En anden fordom er, at handicappede har flere sygedage, men statistikken viser faktisk, at de er mere stabile. Måske fordi deres holdning er, at nu skal de nok vise, at de godt kan, siger Lone Bak-Pedersen.

Ifølge hende viser statistikken også, at mens almindelige arbejdstagere i gennemsnit kun er fem år på samme arbejdsplads, så har folk med et handicap gennemsnitligt 18 år på samme arbejdsplads.

Allan V. Rasmussen mener også, at virksomhederne i sidste ende vil kunne vinde noget ved at ansætte en person med et handicap.

– Måske får man mere for pengene ved at ansætte en handicappet, for man kunne godt tænke sig, at der er mere guld at finde blandt handicappede ledige, end der generelt er blandt ledige i en tid, hvor ledigheden er lav. Kvikke mennesker, der kan gøre en forskel, skal ikke bare gå til spilde, siger han.

Artiklen blev bragt i Skive Folkeblad den 16.-17. juni 2007 og bringes her på siden efter aftale med:

Turit Skovborg
Journalist, Skive Folkeblad
Direkte: 96 15 33 10
Mobil: 20 48 57 52
E-mail: turit.skovborg@skivefolkeblad.dk

Print Friendly