Til minde

Jeg har det samme forhold til min servicehund, som en politimand har til sin tjenestehund. Det er en uforbeholden ven og makker. Jeg færdes sammen med den 24 timer i døgnet og i et utal af situationer – både de hyggelige og de situationer, hvor jeg er totalt afhængig af en dygtig hjælpende pote. Det skal og vil give et meget specielt forhold hund og fører imellem. Derfor var det også en sorgens dag, da jeg måtte tage afsked med Ina, som havde været min trofaste makker igennem 9½ år. Der findes ingen standard opskrift på, hvordan vi siger farvel til hverken hunde eller mennesker, men for mig var bl.a. det nedenstående en rigtig måde at tage afsked med Ina på.

Til minde om Rollif’s Ina 1990-2002

lone_minde_01

Kære Ina

Søndag den 18. august 2002 blev en sorgens dag i din og min historiebog. Efter 9½ års lang og tro tjeneste som min dygtige servicehund var du som 12½ år blevet træt og skidt. Igennem 9½ år har du trofast hjulpet mig med mangt og meget 24 timer i døgnet. Nu var tiden kommet til, at jeg med dyrlægens hjælp skulle give dig den sidste værdige hjælp, som jeg kunne give dig, min skat.
Ina, 9½ år med dig som en loyal makker har givet mig mange skattede minder at tænke tilbage på. Du har givet og lært mig så meget, min ven, som jeg altid vil gemme i mit hjerte og tænke på med dyb, dyb taknemlighed. Da du ganske kort før din 3-årsdag kom ind i mit liv, havde du fra første sekund en meget positiv og gavnlig indvirkning på mig og mit liv som kørestolsbruger. Både fordi du som Danmarks første specialtrænede servicehund var trænet til at bistå mig med en praktisk pote i hverdagen, og fordi du var den, du var.
lone_minde_02Da du og jeg mødtes allerførste gang i oktober 1992, gjorde det et uudsletteligt indtryk på mig, da du apporterede en tabt kuglepen til mig. Hvorfor? Fordi det lige med ét gik op for mig, hvilken uvurderlig hjælp jeg hele tiden havde med dig ved min side. Da du blev overdraget mig i januar 1993, min ven, åbnede der sig en helt ny verden for mig. En verden som var indbefattet af muligheder og knapt så mange begrænsninger. Jeg er dig en stor tak skyldig, skat, ikke bare for alle de gange du har samlet briller, skriveredskaber, døråbneren i nogle gange styk for styk op for mig for slet ikke at tale om de gange, du tålmodigt har bragt mig en trådløs telefon m.m. Ja, min kære ven, jeg kunne blive ved med at remse op, for der er igen tvivl om, at du hos mig udførte en vigtig mission, og jeg var og er glad for og stolt over dig og timerne, vi tilbragte i hinandens nære venskab.

Mine tanker går også her tilbage til dengang jeg 14 dage lå syg i sengen. Du veg ikke fra min side i solidaritet og sympati. Du nægtede endda at spise, hvis ikke det kunne ske ved siden af min seng, som du kun allernådigst forlod en kort stund for at besørge. Fornemmede du nogle gange, at jeg blev bange for et eller andet, var du der også straks, og passede godt på mig. I disse og mange andre situationer behøvede jeg slet ikke at sige noget. Du handlede bare, og du gjorde det til UG med kryds og slange. Et bånd imellem dig og mig gjorde flere gange ord overflødige, men mimik var nok til at vide, hvor vi havde hinanden.

Ina, der er så meget jeg i grunden gerne her ville skrive, men jeg savner ord, min skat. Havde du kunnet se mig nu, havde ord heller ikke været nødvendige, så resten vil jeg gemme i mit hjerte sammen med alle de kære minder om min helt på fire ben med strittende ører, hovedet på skrå og en logrende hale altid parat med en hjælpende pote, et trøstende snudepuf og et kærligt slik. Jeg er stolt over dig og over den måde, hvorpå du har givet stafetten videre til ”lillesøster, ”Duschesse Danell’s Gabriella Regall.”

lone_minde_03Sidste billede af Ina

Din død blev ikke et farvel – men et på gensyn, min skat. Minderne om dig lever videre i mit hjerte, og se en skønne dag mødes du og jeg igen ved Regnbuebroen for aldrig mere at skilles ad.

Din ven og makker
Lone
lone_minde_04

Print Friendly